OM PROJEKTET

At være ung kan være svært nok i sig selv. Hvis man oven i købet skiller sig ud fra flertallet ved at være lesbisk, bøsse, biseksuel eller transperson, kan livet blive uoverskueligt for nogle.

Det bli’r bedre er et videoprojekt, hvor alle og enhver kan bidrage med en personlig video, der skal give de unge LGBT-personer, som har det svært, håb om, at det bli’r bedre med tiden.

Med udgangspunkt i en personlig fortælling skal videoerne hver især inspirere unge LGBT-personer, som oplever mobning eller har andre ubehagelige oplevelser på grund af deres seksuelle orientering eller kønsidentitet.

Det bli’r bedre er officiel partner med det amerikanske The It Gets Better Project.

Hvem står bag?

Det danske projekt Det bli’r bedre er skabt af Martin Møller Aamand (f. 1986), der selv sprang ud som homoseksuel, da han var 19. Martin bor i dag i Aarhus sammen med sin kæreste Tobias, hvor han til daglig læser Medievidenskab på Aarhus Universitet.

Martin er tidl. chefredaktør på LGBT Danmarks nyheds- og kultursite, panbladet.dk. Derudover var han i forbindelse med KulturNat i efteråret 2010 med til at arrangere den første LGBT-parade i Aarhus nogensinde under navnet Ud af skabet Århus. I dag er han en af initiativtagerne til og arrangørerne af Aarhus Pride, der finder sted første gang i 2012.

Det bli’r bedre er blevet til i tæt samarbejde med STOP AIDS‘ lokalafdeling i Aarhus.

Historien om The It Gets Better Project

I september 2010 lavede den internationalt syndikerede klummeskribent og forfatter Dan Savage en YouTube-video med sin partner Terry Miller for at give håb til unge LGBT-personer, der er udsat for mobning. Som reaktion på en række amerikanske skoleelever, der havde taget deres eget liv efter at være blevet mobbet i skolen, ville de skabe en personlig måde for folk over hele verden at fortælle unge LGBT-personer, at ja, det bli’r faktisk bedre.

Mere end et år senere er The It Gets Better Project blevet en verdensomspændende bevægelse, der har inspireret til flere end 30.000 brugergenererede videoer, der tilsammen er blevet set flere end 40 millioner gange. Projektet har modtaget bidrag fra berømtheder, organisationer, aktivister, politikere og mediepersonligheder, blandt andet Barack Obama, Hillary Clinton, Adam Lambert, Anne Hathaway, Colin Farrell, Matthew Morrison, Joe Jonas, Ke$ha, Ellen DeGeneres, medarbejdere fra The Gap, Google, Facebook, Pixar, Broadway-trupper og mange flere.

Hver eneste video ændrer et liv. Det er ligegyldigt, hvem der laver den.

Detblirbedre.dk og ItGetsBetter.org er steder, hvor unge personer, der er lesbiske, bøsser, biseksuelle eller transpersoner kan se, hvordan kærlighed og lykke kan blive en realitet i deres fremtid. Det er steder, hvor vores heteroseksuelle allierede kan støtte venner og familiemedlemmer. Det er steder, hvor folk kan dele historier, afgive Det bli’r bedre-løftet, se positive og inspirerende videoer samt søge hjælp, hvis man har det svært.

Den 22. marts 2011, seks måneder efter lanceringen af det amerikanske projekt, blev It Gets Better-bogen udgivet. Bogen, It Gets Better: Coming Out, Overcoming Bullying, and Creating a Life Worth Living, indeholder essays og nyt materiale fra flere end 100 bidragydere, herunder berømtheder, religiøse ledere, politikere, forældre, undervisere, unge LGBT-personer og mange flere. Alt overskud fra bogen bliver doneret til velgørende formål for unge LGBT-personer. Læs mere om bogen og køb den her.

Hvad er “Det bli’r bedre”?

Det bli’r bedre er et videoprojekt, hvor alle og enhver kan bidrage med en personlig video, der skal give unge LGBT-personer, som har det svært, håb om, at det bli’r bedre med tiden.
BidragLæs mere

Arkiv

I samarbejde med: